onsdag den 19. september 2012

Zion National Park

    Please notice google translater available on the bottom of the page ;o)

Zion National park



Da Zion park ”kun” er sølle 1,5 times kørsel fra Ruby´s inn, måtte vi selvfølgelig have dette vidunder med. Vi havde mødt et andet par Danskere i Bryce som havde været der, og derfor kunne give gode tips.

Vi smuttede fra Ruby´s tidligt om morgenen, uden morgenmad, i den forvisning at vi selvfølgelig lige kunne stoppe et sted og få en bid et eller andet. Der var INTET! Lutter landskab og øde strækninger og de få steder det kunne have været muligt, var lukket da det var uden for sæsonen.

Vel fremme i udkanten af parken, havde vi fået at vide vi skulle følge en sti op til et fantastisk udsigtspunkt. Så trods modvillige teenagere, fik vi jaget dem ud af bilen, godt udrustet med masser af vand.




Opstigningen startede, det viste sig at være lidt af en udfordring. Sophia og Tina lider begge af moderat til svær højdeskræk ved bjergudsigter og der var virkelig nogle angstprovokerende steder på den sti ;o) Vi gik på smalle stier langs glatte klippevægge, overgang på træbro bygget rundt om en klippeside uden sikkerhedsnet under, andre gange ”bare” en vandresti helt ude på kanten, dog nogen steder med lidt hegn.


Sophia ”reddede” livet hos et lille firben, der lystigt slubrede det vand i sig hun hældte ud på klipperne.


Der var ingen grund til panik! Vi klarede turen uden nævneværdige problemer, og blev belønnet med en enestående udsigt over Zion Canyon. Hvor det også blev tid til et lille velfortjent hvil i skyggen.





 Udsigten og turen derop, var faktisk så enestående at resten af besøget blegnede en anelse. Vi tog et par lette ruter, i kategorien ”easy”, stejle og dybe kløfter som giver en speciel stemning når man går mellem dem. Desuden må vi nu konstatere at vi nu er så langt sydpå, at vi begynder at se de første kaktusser.





Vi havde samme problem med maden på hjemturen, som på udturen. Vi fandt dog ”Bryce Pines, homemade soups and pies” få miles fra hotellet. Rigtigt god mad i en hyggelig atmosfære. Endnu en dag hvor alle måtte tidligt i seng, efter en serie af gode oplevelser.

Vi skylder måske lige at nævne at temperaturen indtil videre har ligget på en 20-25 grader om dagen. Man skal dog være forberedt på kølige morgener og aftener.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar