Death Valley

Please notice google translater available on the bottom of the page ;o)

                         Dødens dal.

Planen var at vi lige ville snuse lidt til Death Valley når vi nu var på de kanter. Gpsen blev indstillet og vi var ”on the road again”

Kontrasten er stor når man forlader Las Vegas og igen kører ud i de store øde områder. Det var tydeligt at de få der havde slået sig ned på denne strækning ikke havde fået del i Las Vegas pengemaskine. De få små byer vi kom igennem, var miserable og var nærmest store trailer trash byer. Kort før vores ankomst til National parken Death Valley kørte vi ind i et område hvor et stort statsfængsel lå. Vi så det ikke, men store skilte advarede om det samt advarede om at medtage blaffere med op. Vi følte os bestemt ikke fristet ;o)

Det var også den første dag vi så de officielle bygninger flage på hel. Landet bærer tydeligt præg af at være i krig. Der har stort set været flaget på halv alle dage. Først 11/9, så den amerikanske ambassadør der blev dræbt i Libyen og ind i mellem amerikanske soldater der bliver dræbt i Afghanistan. Nyheden om angrebet på selve Camp Bastian berørte os selvfølgelig en del, gudskelov blev ingen danske soldater dræbt. Der er ingen tvivl om at amerikanerne er stolte af deres soldater og her er en hel anden åbenlys respekt omkring de udsendte soldaters indsats end vi er vant til i Danmark.

Vi forlod staten Nevada og kørte ind i den sidste stat på denne tur - Califonien.

Death Valley er et imponerende område. Fra at vi troede vi bare lige skulle kortvarigt ind og ”snuse” blev det til det meste af en dag, i et imponerede og afvekslende stykke natur. Temperaturen var god ;o) 112 grader fahrenheit, svarende til 44,4 grader celsius. Når man steg ud af bilens kølende aircon, føltes det som at træde ud i en sauna. Det brænder let i næseborene når man trækker vejret, og vandet i vandflasken bliver ingen fornøjelse at drikke, selv efter kort tids omhold i ørkenens ubarmhjertelige sol. Det er jo nærmest som at være i Helmand provinsen, juhuu ;-)

Ude i midten af ørkenen ligger så et ressort. Man kan simpelthen holde ferie midt i ørkenen. Vi lagde vejen forbi restauranten og fik os en burger.

I Tinas forestilling  ville en ørken bare være sand, sand og atter sand. Her var steder som på prærien, bjerge og klipper, de fineste lyse sandbanker, udtørrende saltsøer ( med skudhullede skilte)  samt de super flotte og imponerende Joshua træer.

Ellers må billederne tale for sig selv, da det kan være svært at beskrive.

Las Vegas

Please notice google translater available on the bottom of the page ;o)

               Syndernes by - Las Vegas.

Grundet vores lille afstikker til Route 66, ankom vi først til Las Vegas om aftenen efter det blev mørkt, og der er meget mørkt i Nevada ørkenen. Pludselig over en bakketop, ud af mørket, åbenbares et lyshav så langt øjet rækker. Et helt fantastisk syn.

Las Vegas er et kapitel for sig selv ;o) helt klart konstrueret med et eneste og klare formål….. at få dine penge! Alt lokker, glimter og forsøge at fascinere. Alt kan købes… det er kun et spørgsmål om prisen. Pigerne syntes, de var tæt på paradis. Tina og René var mere af den opfattelse, at det var helvedes forgård.

Da Rene spurgte en sikkerhedsvagt om hævning af penge, fik han følgende svar: Under 100.000 USD er i automaten, over 100.000 USD går gennem mig. Okay! Vi hævede så via vagten ;-)

Vores opfattelse var, at Las Vegas var konstrueret med det formål, at skabe et frirum til spil, druk og hor.

Kasinoerne er kæmpe, her er billige drinks og der ryges indenfor. På gaden står typisk mexicanere med små kort i hånden, som de med fiffige håndbevægelser får til at smælde foran dig, for at få din opmærksomhed til de dejlige damer, de forsøger at sælge. Store biler kører rundt som flytbare reklamesøjler for ekskort piger. Sidst men ikke mindst er der restauranter og barer med høj musik alle vegne.

Godt krydret med Las Vegas egne hjemløse, unge der tigger penge fordi pengene er sluppet op på rejsen, de er sultne og skal videre. Omgivet af tegneserie figurer, Elvis, og folk der er klædt ud som skuespillere fra kendte amerikanske serier, der går rundt for at blive fotograferet med dig….. selvfølgelig mod betaling.

Der er helt ubeskrivelig meget støj, lys og mange mennesker om aftenen. Det er her livet i Las Vegas rigtigt leves.

Om dagen er alle katte grå siges der, det gælder også Las Vegas. Når lyset er slukket går glansen og glamouren af Las Vegas. Vi kørte til Outlet for at shoppe. Det ER billigt herovre. Tina og René købte bl.a. 7 par Levis bukser + 2 bælter til den nette sum af 251 dollar.

 Las Vegas ER på sin egen facon fascinerende, men for Tina og Renés vedkomne tror vi at vi kan konkludere at dette var once in a lifetime ;o)

Route 66

Please notice google translater available on the bottom of the page ;o)

Get your kicks on Route sixty-six.

If you ever plan to motor west

Travel my way, take the highway that´s the best

Get your kicks on Route Sixty-six

It winds from Chicago to L.A.

More than two thousand miles all the way

Get your kicks on Route Sixty-six

                                      Bobby Troup

Farvel til Grand Canyon og snart goddag til Las Vegas. Godt mættet af nationalparker valgte vi den hurtigste rute til Las Vegas. Da vi så skilte mod Route 66, valgte vi at følge denne. Godt valg!

Vi havde ikke regnet med, at få mulighed for kørsel via denne klassiske rute i USA. Vejen er den første sammenhængende forbindelse mellem Chicago og Los Angeles, og den har længe stået som selve definitionen af USA og biler. Det er en flot rute, der ikke kan sammenlignes med den nye Freeway-forbindelse. Det er også en laaaaangsom rute, der går gennem små byer med hver deres lille udstilling fra 50’erne.

Vi fulgte ruten fra Seligman til Kingman. Der blev gjort holdt adskillige gange for, at se på de gamle biler og moteller fra svundne tider. Spøjst at se fortiden på den måde, og ganske underholdene i stedet for en tur på motorvejen.

Kingman markerede slutningen på vores kørsel på Route 66. Den store finale var aftensmaden på en cafe, indrettet og udsmykket som den var i 50’erne. Det var et hyggeligt sted med rigtigt god mad og en god stemning. Burgerne gled ned, drikkepengene blev givet til det venlige personale og vi satte kursen mod Las Vegas i det sidste dagslys.

Please notice google translater available on the bottom of the page ;o)

Grand view i Grand Canyon

På turen fra Bryce Canyon til Grand Canyon støder vi på det første ørken landskab og kører ind i staten Arizona. Strækningerne er stadig store og øde. René sætter bilens cruise control på da GPS siger 128 mil ( 204 km ) ligeud.

 Vi har for øvrigt måtte konstatere at vores never lost GPS i de her Canyon områder forvandler sig til en forever lost GPS, så det gælder om at holde tungen lige i munden og øjnene åbne.

Arizona er pick-up´ernes hjemsted, man er vist ikke rigtig noget her, med mindre man har mindst 1 pick-up. På turen til Grand Canyon kører vi i udkanten af Navajo indianernes reservat, et kæmpe reservat, og den dominerende tribe her i området. Tina blev lidt trist ved at se forholdende de bor under, da det ser sølle ud og de fleste bor i en slags skurvogne. Når man tænker på at det var Amerikas oprindelige befolkning, må man ved selvsyn konstatere at denne befolkningsgruppe er kørt ud på et sidespor.

Der var flere steder Navajo indianerne havde opstat boder op langs vejen med hjemmelavede smykker, Sophia købte et armbånd, Tina en halskæde samt en stor drømmefanger, så nu er det slut med mareridt om kæmpe edderkopper hjemme på Søvangen ;o)

Grand Canyon ER storslået. Når man står og kigger ud over kanten, som er lige bag vores hotel, er det næsten lige før man taber pusten. Det er svært at beskrive, og vi har virkelig kæmpet med at få taget billeder som fik helheden og farvespillet med, det er ikke umiddelbart så let.

Første aften spiste vi på El Tovar hotel. Det oprindelige hotel i parken som er fra 1905. Meget stilfuldt. Vores ældre tjener, tror vi havde hentet inspiration fra den britiske upperclass, der var virkelige attitude så det battede og samtidig meget løse håndled. En virkelig underholdende oplevelse, med fantastisk mad.

Morgenen efter stod Tina og René op kl. 5.45 for at komme ud og fange solopgangen. Tina sprang i løbetøjet og  fik indfriet sit mål om at løbe sine 5 km i Grand Canyon! Trods vi fortsat er i et område i et par km højde. Det var super hårdt men en helt fantastisk oplevelse. René havde desværre pådraget sig lidt vrøvl med halsen, så han blev tilbage og tog billeder.

Vi havde hjemmefra bestilt 2  guidede busture i Grand canyon. Den første var en 4 timers lang tur hvor vi endte ud i et udsigts punkt med et gammelt indiansk udsigtstårn til desert view. Vores chauffør hed Dick ( hans forældre må virkelig have haft en dårlig dag, da de navngav ham ). Han var en ældre pensioneret lærer fra universitet, der nu hyggede sig ved at dele sin viden og erfaringer med turisterne i Grand Canyon. Da vi kun var 16 i bussen synes Dick at vi alle skulle præsentere os selv for hinanden og fortælle lidt om os selv. En rigtig hyggelig fætter. Herefter hed  vi alle som en i familien: Denmark  ;o) ” Hellooooo Denmark how are you!!!

Da vi kom tilbage til hotel området i Village, tog pigerne en slapper med tv på hotellet, og Tina og René gik ned og så 2 indianere opføre et show med indiansk sang, musik og dans.

Kl. 17 var vi klar igen til en 1,5 times lang sunset bustur.

Denne bustur var kulminationen på vores tur til Grand Canyon.  Som en sidegevinst, fik vi set den Californiske Kondor, en meget stor og sjælden fugl. Endnu engang fik vi en vidende og underholdende guide. Området er imponerende i dagslys, men bliver nærmest magisk når lyset fra solnedgangen rammer kløften. Kløften er svær at fotografere i dagslys, og komplet umulig på alle andre tider! Vi fik nogle gode skud i kassen, og ramte igen hotellet godt trætte og mætte af nye indtryk.

Sidste oplevelse denne dag, var maden i ”Arizona room”. Gode store portioner, skyllet ned med et par lokale fadøl.

Klar på sidste dag, fik vi en kæmpe portion morgenmad på EL towar, menuerne bestod både af pandekager, bacon stegt i sirup, krydrede kartofler og omelet med italiensk skinke og frisk spinat.

Dog ingen Grand Canyon uden Hiking! Så på med rygsækkene med fyldte kamelbags og så på nedstigning i kløften af det legendariske Bright Angel Trail. Dette spor fører helt ned i bunden af kløften til Colerado floden. Vi havde dog besluttet at stoppe ved første resthouse, en tur på i alt 4,8 km både ned og op.

Turen ned gik fint, gode brede stier, dog med løst grus, hvor man til tider skred lidt, så det var om at holde øje hvor man satte fødderne. Opturen derimod……puhaaaa, glem alt om at det er hårdt at løbe 5 km, det her i er nok det hårdeste den feminine del af familien nogensinde har givet sig i kast med. Selv René blev godt svedt og forpustet under opstigningen. Det må siges, vi fik en enorm respekt for dem, der tager den til bunden og op igen dagen efter.

Please notice google translater available on the bottom of the page ;o)

Zion National park

Da Zion park ”kun” er sølle 1,5 times kørsel fra Ruby´s inn, måtte vi selvfølgelig have dette vidunder med. Vi havde mødt et andet par Danskere i Bryce som havde været der, og derfor kunne give gode tips.

Vi smuttede fra Ruby´s tidligt om morgenen, uden morgenmad, i den forvisning at vi selvfølgelig lige kunne stoppe et sted og få en bid et eller andet. Der var INTET! Lutter landskab og øde strækninger og de få steder det kunne have været muligt, var lukket da det var uden for sæsonen.

Vel fremme i udkanten af parken, havde vi fået at vide vi skulle følge en sti op til et fantastisk udsigtspunkt. Så trods modvillige teenagere, fik vi jaget dem ud af bilen, godt udrustet med masser af vand.

Opstigningen startede, det viste sig at være lidt af en udfordring. Sophia og Tina lider begge af moderat til svær højdeskræk ved bjergudsigter og der var virkelig nogle angstprovokerende steder på den sti ;o) Vi gik på smalle stier langs glatte klippevægge, overgang på træbro bygget rundt om en klippeside uden sikkerhedsnet under, andre gange ”bare” en vandresti helt ude på kanten, dog nogen steder med lidt hegn.

Sophia ”reddede” livet hos et lille firben, der lystigt slubrede det vand i sig hun hældte ud på klipperne.

Der var ingen grund til panik! Vi klarede turen uden nævneværdige problemer, og blev belønnet med en enestående udsigt over Zion Canyon. Hvor det også blev tid til et lille velfortjent hvil i skyggen.

 Udsigten og turen derop, var faktisk så enestående at resten af besøget blegnede en anelse. Vi tog et par lette ruter, i kategorien ”easy”, stejle og dybe kløfter som giver en speciel stemning når man går mellem dem. Desuden må vi nu konstatere at vi nu er så langt sydpå, at vi begynder at se de første kaktusser.

Vi havde samme problem med maden på hjemturen, som på udturen. Vi fandt dog ”Bryce Pines, homemade soups and pies” få miles fra hotellet. Rigtigt god mad i en hyggelig atmosfære. Endnu en dag hvor alle måtte tidligt i seng, efter en serie af gode oplevelser.

Vi skylder måske lige at nævne at temperaturen indtil videre har ligget på en 20-25 grader om dagen. Man skal dog være forberedt på kølige morgener og aftener.