Please notice google translater available on the bottom of the page ;o)

Grand view i Grand Canyon

På turen fra Bryce Canyon til Grand Canyon støder vi på det første ørken landskab og kører ind i staten Arizona. Strækningerne er stadig store og øde. René sætter bilens cruise control på da GPS siger 128 mil ( 204 km ) ligeud.

 Vi har for øvrigt måtte konstatere at vores never lost GPS i de her Canyon områder forvandler sig til en forever lost GPS, så det gælder om at holde tungen lige i munden og øjnene åbne.

Arizona er pick-up´ernes hjemsted, man er vist ikke rigtig noget her, med mindre man har mindst 1 pick-up. På turen til Grand Canyon kører vi i udkanten af Navajo indianernes reservat, et kæmpe reservat, og den dominerende tribe her i området. Tina blev lidt trist ved at se forholdende de bor under, da det ser sølle ud og de fleste bor i en slags skurvogne. Når man tænker på at det var Amerikas oprindelige befolkning, må man ved selvsyn konstatere at denne befolkningsgruppe er kørt ud på et sidespor.

Der var flere steder Navajo indianerne havde opstat boder op langs vejen med hjemmelavede smykker, Sophia købte et armbånd, Tina en halskæde samt en stor drømmefanger, så nu er det slut med mareridt om kæmpe edderkopper hjemme på Søvangen ;o)

Grand Canyon ER storslået. Når man står og kigger ud over kanten, som er lige bag vores hotel, er det næsten lige før man taber pusten. Det er svært at beskrive, og vi har virkelig kæmpet med at få taget billeder som fik helheden og farvespillet med, det er ikke umiddelbart så let.

Første aften spiste vi på El Tovar hotel. Det oprindelige hotel i parken som er fra 1905. Meget stilfuldt. Vores ældre tjener, tror vi havde hentet inspiration fra den britiske upperclass, der var virkelige attitude så det battede og samtidig meget løse håndled. En virkelig underholdende oplevelse, med fantastisk mad.

Morgenen efter stod Tina og René op kl. 5.45 for at komme ud og fange solopgangen. Tina sprang i løbetøjet og  fik indfriet sit mål om at løbe sine 5 km i Grand Canyon! Trods vi fortsat er i et område i et par km højde. Det var super hårdt men en helt fantastisk oplevelse. René havde desværre pådraget sig lidt vrøvl med halsen, så han blev tilbage og tog billeder.

Vi havde hjemmefra bestilt 2  guidede busture i Grand canyon. Den første var en 4 timers lang tur hvor vi endte ud i et udsigts punkt med et gammelt indiansk udsigtstårn til desert view. Vores chauffør hed Dick ( hans forældre må virkelig have haft en dårlig dag, da de navngav ham ). Han var en ældre pensioneret lærer fra universitet, der nu hyggede sig ved at dele sin viden og erfaringer med turisterne i Grand Canyon. Da vi kun var 16 i bussen synes Dick at vi alle skulle præsentere os selv for hinanden og fortælle lidt om os selv. En rigtig hyggelig fætter. Herefter hed  vi alle som en i familien: Denmark  ;o) ” Hellooooo Denmark how are you!!!

Da vi kom tilbage til hotel området i Village, tog pigerne en slapper med tv på hotellet, og Tina og René gik ned og så 2 indianere opføre et show med indiansk sang, musik og dans.

Kl. 17 var vi klar igen til en 1,5 times lang sunset bustur.

Denne bustur var kulminationen på vores tur til Grand Canyon.  Som en sidegevinst, fik vi set den Californiske Kondor, en meget stor og sjælden fugl. Endnu engang fik vi en vidende og underholdende guide. Området er imponerende i dagslys, men bliver nærmest magisk når lyset fra solnedgangen rammer kløften. Kløften er svær at fotografere i dagslys, og komplet umulig på alle andre tider! Vi fik nogle gode skud i kassen, og ramte igen hotellet godt trætte og mætte af nye indtryk.

Sidste oplevelse denne dag, var maden i ”Arizona room”. Gode store portioner, skyllet ned med et par lokale fadøl.

Klar på sidste dag, fik vi en kæmpe portion morgenmad på EL towar, menuerne bestod både af pandekager, bacon stegt i sirup, krydrede kartofler og omelet med italiensk skinke og frisk spinat.

Dog ingen Grand Canyon uden Hiking! Så på med rygsækkene med fyldte kamelbags og så på nedstigning i kløften af det legendariske Bright Angel Trail. Dette spor fører helt ned i bunden af kløften til Colerado floden. Vi havde dog besluttet at stoppe ved første resthouse, en tur på i alt 4,8 km både ned og op.

Turen ned gik fint, gode brede stier, dog med løst grus, hvor man til tider skred lidt, så det var om at holde øje hvor man satte fødderne. Opturen derimod……puhaaaa, glem alt om at det er hårdt at løbe 5 km, det her i er nok det hårdeste den feminine del af familien nogensinde har givet sig i kast med. Selv René blev godt svedt og forpustet under opstigningen. Det må siges, vi fik en enorm respekt for dem, der tager den til bunden og op igen dagen efter.